Klasselokalet, Lucy sad i, lignede ethvert moderne klasselokale.
Der hang en stor tavle i den ene ende, bordene stod på så man sad to og to sammen, og eleverne stimlede hen til de pladser, de helst ville have.
Lucy prøvede at gøre sig så lille som muligt på den bagerste række, men hendes tasker med skolens logo på, samt det faktum at alle eleverne kendte hinanden, satte hende hurtigt under nysgerrige øjne.
Et velkendt ansigt fik Lucys skuldre til at sænke sig en smule, idet Lucille satte sig på pladsen ved siden af Lucy. Eller... Hun satte sig på bordet ved siden af Lucy og stillede sin designer-taske på stolen.
"Tag dig ikke af dem, mon amie." Hun gav Lucy et betryggende smil, der med vandrende øjne gengældte det, inden hendes blik faldt på et par kolde øjne, i den modsatte ende af lokalet.
Gen betragtede hende med et ulæseligt udtryk, der fik hårene på Lucys arme til at rejse sig. Hun havde på fornemmelsen, at den anden pige ikke bare kiggede på hende, fordi hun ikke vidste hvem hun var.
Den ubehagelige øjenkontakt blev brudt, da Theo kom hen til Gen. Lucy kiggede hurtigt væk, selvom hun kunne mærke Theos blik på sig også.
"Det er svært, når alle stirrer." Lucy fandt Lucilles blik. Pigen smilte bare.
"Og generer opmærksomhed dig?"
Lucy rynkede panden. Hun var vandt til opmærksomhed. Hun havde danset hovedroller på det kongelige teater, på trods af, at hun aldrig havde valgt at gå på balletskolen. De havde hvisket om hende der. Den gang var det enten af jalousi eller beundring. Men en nagende fornemmelse i siden fortalte Lucy, at den her gang var der en anden grund til det. Alligevel rettede hun ryggen.
"Nej." Hun kiggede rundt i lokalet. "Det, der generer mig, er at folk kun stirrer."
Lucille grinte en syngende latter, netop som døren blev åbnet og deres lærer kom ind i klassen med meddelelsen om, at de skulle lave et projekt i hans klasse.
*****
Af alle de magiske fag på skolen, var historisk magi helt klart det mest undervurdere. Selv Gens bror havde droppet faget, så snart han kunne, en holdning hun ikke delte.
Da Gen trådte og hen til sin sædvanlige plads - forrest ved vinduet - overhørte hun flere af eleverne brokke sig over faget.
Ikke at det overraskede Gen. Hvis man ikke havde en interesse for historie, var historisk magi da langt ude. I bund og grund lærte man om, hvordan den magiske verden havde holdt sig skjult for menneskerne. De lærte om, hvordan det var endt i krig, hver gang den magiske verden blev almen viden... Og de lærte om sære sager indenfor magien, der senere var blevet ulovliggjort, fordi man anså de værste konsekvenserne af magien for alvorlige.
Det ellers larmende klasselokale blev med et tyst, da Skoleinspektør Graves trådte ind.
Hvis der var en ting, den mand kunne, var det at få vendt alles opmærksomhed mod sig, selv hvis det kun var få øjeblikke. For det meste begyndte der at løbe en mumlen rundt i klassen igen, efter skoleinspektøren havde gennemgået dagens program.
Det var ikke anderledes i dag. Skoleinspektøren smilte ud til klassen, inden han gav dem dagens opgave. De skulle enten i grupper eller hver for sig undersøge en sag indenfor magien, der var endt med lovforbud mod en enkelt form af magi, og grundene hvorfor.
Gen så sig rundt. Et par af personenere i klassen sendte hende nogle håbefulde øjne, men hvis det var fordi, de ville være i gruppe med hende, måtte de nøjes med skuffelsen. Gen arbejdede bedst alene. De få gange, hun havde indgået i frivilligt gruppearbejde, havde været, når der var en person, hun gerne ville lave... skolearbejde med alene på sit værelse med tøjet af. Men der havde været en relativt for nyligt, og Gen orkede ikke at finde en ny, så det blev solo-arbejde denne gang.
Det tog lidt søgen på nettet, lidt opslag i de bøger, skoleinspektøren havde medbragt som inspiration, inden Gens blik faldt på en overskrift.
Blodbørn
Gåsehud strøg sig op ad hendes arme ved den skitserede tegning, der var ved siden af.
"Genevieve?" Skoleinspektøren så på hende med en rynket pande. Han havde stillet sig foran hende. Hun mødte hans blik.
"Blodbørn," sagde hun, "Jeg vil lave projekt om dem."
Graves så alvorligt på Gen. "Er du sikker? Det er en ret stor sag. Det ville være let at miste sin røde tråd."
Gen kiggede tilbage ned på bogen. Noget indeni hende trak mod sagen, som om hun burde vide mere om den. En tanke strøg gennem hendes hoved, men hun pakkede den væk. Hun skulle kende noget til emnet, før hun kunne begynde på konspirationsteorierne. I stedet kiggede hun op på Graves.
"Det gør det jo bare interessant."
Graves nikkede alvorligt. "Okay, jeg skriver det på listen."
Da han vendte sig med alvorlig mine, spottede Gen det, der lignede et lille smil om skoleinspektørens mundvige.
*****
Biblioteket var stille, da Lucy stak hovedet ind. Nogle få elever havde sat sig i grupper og læste, men de fleste havde travlt med andre gøremål.
Uden en egentlig destination i tankerne førte Lucys fødder hende hen til Hulen. Hun havde prøvet at tale med Theo et par gange i dag, men hver gang var det mislykkedes. Efter sin samtale med Lucille og Johanna havde Lucy haft en nagende fornemmelse i maven, når hun tænkte på drengen, der havde reddet hende. Ikke desto mindre havde han reddet hende fra en belua, og hendes moral fortalte hende, at hun burde sig tak til ham. Også selvom han virkede til at undgå hende på det heftigste, på trods af at de havde haft timer sammen hele dagen.
Hulen var tom. Lucy famlede lidt rundt efter en stikkontakt, inden hun gispede. Et glødende gult lyst havde tændt sig foran hende, og hendes hjerte skød op i halsen, da panteren Jennifer roligt studerede hende.
Endelig fandt Lucys hånd en stikkontakt, og de gamle lamper blinkede sig i live. Jennifer lå på sofaen, hvor hun også havde ligget den foregående dag, og betragtede Lucy.
Lucy tog en dyb indånding, inden hun langsomt gik over mod sofaen.
"Øøøh," sagde hun. "Hej Jennifer. Vil du sådan, lade være med at spise mig, hvis jeg sætter mig ved siden af dig?"
Den store kat blinkede langsomt. Lucy tog det som et ja. Hun satte sig ved siden af pantereb, og lod langsomt hånden hvile på den. En dyb spinden lød fra katten, i det dens krop vibrerede let. Lucy aede langsomt dens hoved.
"Hun kan lide dig."
Lucy fór sammen ved ordene, så hendes dårlige skulder brokkede sig over den pludselige bevægelse. Jennifer brokkede sig også over, at Lucys hånd ikke længere nussede hendes pels. I dørkarmen stod Theo afslappet med hænderne i sine bukselommer. Han lænede sig op ad dørkarmen, og i den dunkle belysning var skinnede det blå øje klart. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet, da Lucy kiggede på ham. Han virkede ikke ligefrem imødekommende, men rygterne om, at han var en koldblodet morder, virkede alligevel uvirkelige, som han stod der med ansigtet malet af det gule lys.
"Hvor længe har du stået der?" Lucy rynkede panden af Theo, der trak på skulderne.
"Jeg hørte nogle snakke et fremmede sprog herinde. Jeg blev nysgerrig," sagde han. Lucy havde ikke engang opfattet, at de snakkede på engelsk, men at hun før havde snakket dansk til panteren. Lucy rejse sig op. "Jeg kan ikke sige, jeg kan lide resultatet. Du burde ikke engang vide Jennifer findes."
Lucy foretrak en grimasse af hans ord. "Okayyyy," sagde hun og trak ordet ud. Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun burde svare. Hun kiggede kort på Jennifer, der havde lukket øjnene. "I så fald vil jeg minde dig om, at det var dig og Felix, der tog mig herhen. Det var jer, der viste mig Jennifer."
"Du var skadet." Theo himlede med øjnene. "Desuden stemte jeg for, at dine minder skulle fjernes så snart, vi havde fået din side af historien."
En knude formede sig i Lucys bryst, idet hun hendes øjne blev store. Pludselig virkede rygterne om at han var en morder ikke så langt ude... I hvert fald en morder af socialisering.
"Jeg havde egentlig tænkt mig at takke dig for, at du reddede mit liv, men hvis du bare vil fnyse af mig og himle med øjnene, ved jeg ærligt talt ikke om jeg burde." Lucys stemme var giftigere, end hun havde ment. Hun snurrede forsigtigt uret rundt om sit håndled.
Theo fnøs. Der var noget elegant ved bevægelsen, som kortvarigt fangede Lucys blik.
"Du burde ikke være her."
"Det nu heller ikke fordi, jeg har synderligt meget lyst til at være her." Lucy tog et skridt mod Theo, som tog en kort indånding. Indeni hende blev en gnist af vrede langsomt antændt. Hvad bildte drengen sig overhovedet ind?
"Så gå. Ingen holder dig fra at forlade skolen."
"Altså bortset fra magikerne, der vil hjernevaske mig, inden jeg forlader stedet." Lucy vendte siden til Theo og anstrengte sig for at kontrollere sin stemme. "Desuden har jeg heller ikke synderligt meget lyst til at løbe ind i det monster, der angreb mig og min bedste ven, uden at vide hvorfor."
Theo slog ud mod luften. "Du ville ellers føle dig mere hjemme der."
"Nårh jo." Lucy vendte sig mod Theo og kneb øjnene sammen. Bag hende lød der en rumlen fra Jennifer, men hvis panteren var ved at angribe hende, var hun ligeglad. Hun mærkede kun den brændende vrede, drengen foran hende var skyld i. "Lad os bare sig, at jeg troede, jeg valgte det mindre af to onde, men jeg er ikke så sikker længere."
Theo hævede et øjenbryn af hende. En blid duft fangede hendes næsebor, og med et sæt indså Lucy, det var hans aftershave. Det gik op for hende, hvor tæt han stod på hende. Blodet skød op i hendes kinder, men hun tvang sig selv til at fastholde hans blik. Hun ville ikke lade sig intimidere af rygter eller hårde ord. Hun ville ikke vise Theo, hvordan hendes hjerte var på vej op i halsen. Dels af vrede, dels ved den mærkelige intimitet skænderiet medførte.
"Nu tror jeg, du har ret," Lucy tvang sin stemme til at være rolig. "Jeg foretrækker klart monsteret over samtaler med dig."
Theos mund formede et o og han udånede kort, da Lucy skubbede sig forbi ham og ud af Hulen. Det var først da hun var alene på en af gangene, det gik op for hende, at hendes kinder var våde af tårer.
*****
Døren ind til det værelse, Lucy delte med Johanna, stod på klem, da Lucy nåede derhen. Lucy gned hurtigt en hånd over ansigtet får at fjerne sporene af tårer. Indenfor sad Johanna sammen med Lucille. De grinte over et eller andet på Lucilles telefon. Ved lyden af døren, der åbnede, skød Johannas blik op.
"Lucy!" Hun smilte. "Hvordan var din første dag på skolen?"
Lucy smilte tvungent. "Eh," sagde hun. "Den var vel okay." Hun rynkede panden, inden hun så på pigerne. Hendes hænder dirrede stadig en smule. "Jeg tror dog, jeg tager hjem."
Med de ord lod Lucy sig falde ned på sin seng. Falde var måske så meget sagt. Hun gled ned på sengen i en bevægelse, der skånede den sårede skulder så meget som muligt, dog ikke uden den gav et jag af smerte fra sig. Lucy havde egentlig mest lyst til at være lidt for sig selv og tænkte alting igennem. Hendes samtale med Theo havde efterladt hende på grådens rand. Hun savnede sin mor. Hun savnede hverdagen.
Johanna sendte Lucy et blik, inden hun satte sig over ved siden af Lucy, og forsigtigt lagde en beroligende hånd på Lucys arm.
"Var det så slemt?" Hendes stemme var kærlig. Lucy mærkede hvordan en ro skød gennem hende.
"Jeg burde ikke være her." Hun så på pigen ved siden af hende, overrasket over sine egne ord.
"Du har en ret til at vide, hvad der skete," Johanna aede let Lucys arm, som en mor sin datter. "Både for dig selv og din veninde."
Helle.
Tanken om veninden skød igennem Lucy, og hun bed sig i læben for at undgå, at den bævrede.
"Non non," Lucille rejste sig op. "Du har brug for noget sjov. Den her skole er ikke kun mord trodsalt."
"Tak." Lucy sendte Lucille et opgivende smil. "Men jeg er ikke i humør til opmuntring."
Johanna himlede med øjnene og klemte let om Lucys arm. "Nej selvfølgelig er du ikke det," sagde hun, "Netop derfor vil vi hjælpe dig."
"Men –"
"Shush." Johanna rejste sig og trak Lucy med sig. "Du skal muntres op. Indtil videre har du set belua og ting, der får folk til at pisse i bukserne af skræk. Nu skal du se det sjove ved magi."
Lucy lagde hovedet på skrå, i det hun sendte den tyske pige et blik.
"Ikke det ansigt," grinte Lucille, "Kom, nu viser vi dig vores verden."
"Hvorfor?" spurgte Lucy, samtidig med hun lod Johanna trække hende ud ad værelset. "Jeg glemmer det alligevel."
"Fordi," sagde Johanna, "Du bør se det gode såvel som det dårlige."
"Men hvorfor gør I det for mig? I kender mig jo ikke engang."
Ordene faldt tungt. Johannas slog blikket bort kortvarigt, men inden Lucy kunne tænke over det, svarede Lucille:
"Fordi, mon ami, ingen kendte nogen, da de kom til skolen. Måske glemmer du os, og vi vil ikke have andet af dig end et minde, men skylder vi ikke Gud, at mindet er om latter fremfor foragt?"
Lucy hævede et øjenbryn af pigen, der betragtede Lucy med store øjne. Det var specielt, tænkte Lucy, at en pige så gudesmuk som Lucille, kiggede på en med et nærmest håbefuldt udtryk, som om det var hende – og ikke Lucille – der var noget særligt.
Lucy åbnede munden for at svare, men ingen ord kom, så hun lod sig trække med ud af værelset og ned mod den brostensbelagte skolegård.
Aloha Amigos
Beklager kapitlet kom lidt for sent op i dag, jeg havde nogle ting til uni, jeg skulle nå.
Jeg skal i lab i morgen og vi skal lave det forsøg med en af de mest besværlige 'rengørings-metoder' der er (i det her kursus), og ærligt, er en lille smule intimideret xD
En anden ting, hvordan kan det allerede snart være marts? sådan januar varede for evigt og nu er februar snart slut! Det skyldes nok dels at semestret er begyndt, men sådan... det stadig mærkeligt xD
Kapitles spørgsmål: hvad er dit yndlingsfag/hvad studerer du?
Jeg læser kemi og elsker det ærligt! også selvom labforsøgene virker uoverskuelige ved første øjekast xD
Anyways, Over and Out