Kapitel 38: "Opdaget"
"All he ever wanted was to protect his little girl from harm. But like any other father he was forced to watch her grow up."
Olivias synsvinkel:
•••
Som lille plejede jeg at afholde skrigekonkurrencer med mig selv. Jeg stillede mig op og afprøvede forskellige versioner af mine bedste skrig, hvorefter min far som den respektive dommer skulle afgøre, hvilket der var det bedste. Man skulle måske tro, at det var noget, jeg tvang den stakkels mand til, men i virkeligheden var hele legen hans idé. Det var først senere i livet, at det gik op for mig, at han havde forberedt mig til at råbe efter hjælp. Det var vel en af ulemperne ved at have en politibetjent som far.
Da Link griber fat i mig, og trækker mig ind under bruseren, udløser han automatisk det sønderrivende skrig, som jeg har øvet mig på gennem hele min barndom. Det ruller over mit stemmebånd i samme sekund, som vandets stråler rammer mig og gennembløder mit tøj.
Det er den slags skrig, som får ens lunger til at brænde og folk omkring en til febrilsk at dække deres trommehinder. Alle andre end Link Carter selvfølgelig. Upåvirket af mit skrig, vikler han armene omkring min talje og løfter mig op fra jorden, så mine fødder dingler frit nogle centimeter over flisegulvet.
"Hvad fanden laver du?!"
Hviner jeg hysterisk, mens jeg forsøger at dække mine øjne med hænderne og samtidig holde min fuldtpåklædte krop ude af brusserens stråler. En ulige kamp der kun resulterer i, at min grinende overfaldsmand strammer sit tag og trækker mig længere ind under vandet.
"Det er hævn for den gang, du slog et æg ud i hovedet på mig. Kan du huske det?"
Forklarer han grinende og tager bruseren ud af dens holder, så han nemmere kan få vandet til at ramme mit ansigt. Vores pandekagekamp ligger udmærket bevaret i min hukommelse, men jeg husker også, at han allerede dengang havde fået sin hævn. Det han har gang i nu er bare direkte uretfærdigt.
"Slip mig, din idiot! Jeg bliver sgu da våd!" Gisper jeg spruttende mellem et par mundfulde vand, mens mine ben sparker vildt til alle sidder. Jeg holder bevidst mine hænderne på plads foran øjnene, i frygt for de ting jeg risikerer at gribe fat i, hvis jeg begynder at famle rundt. Nok har jeg kysset Link et par gange, men det betyder ikke, at jeg er klar til at have hans mere private kropsdele mellem hænderne.
"Årh det skal du ikke være flov over, det er bare den effekt, jeg har på det modsatte køn. "
Griner han og fjerner bruseren et øjeblik, så jeg kan trække vejret ordenligt. Selv uden at kunne se ham, fornemmer jeg tydeligt det smørede smil, der breder sig over hans ansigt. Jeg har lyst til at række ud og tørre det væk, men det ville kræve, at jeg fjerner hænderne fra mit ansigt. Noget som jeg bestemt ikke har lyst til nu, hvor en velkendt varme brænder i mine kinder. Jeg udstøder et frustreret støn og holder op med at kæmpe imod, så min krop hænger løst i hans arme. Efter et øjeblik sætter han mig ned og placerer bruseren på sin plads, så vandet falder ned over os begge som støvregn.
"Er du færdig med at være et perverst røvhul?" Spørger jeg irriteret og ruller med øjnene, selvom han ikke kan se det.
"Hey, jeg prøver bare at efterleve dine ord. Du sagde selv, at du gerne ville hjælpe mig, og ved du hvad? Jeg har det allerede meget bedre. "
Den tydelige glæde i hans stemme, får mig til at smile en anelse. Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan lide at være grunden til den. Selv hvis det betyder, at jeg skal finde mig i pludselige angreb og seksuelle undertoner.
"Jeg mente, at du kunne snakke med mig. " Sukker jeg opgivende af den håbløse dreng. Et par varme hænder lukker sig om mine håndled og begynder at trække i dem.
"Har du aldrig tænkt dig at se på mig?" Spørger han i et påtaget trist tonefald, mens han forsøger at fjerne mine hænder fra mit ansigt. Jeg lader ham gøre det, men nægter stadig at åbne øjnene.
"Ikke så længe, at du står nøgen foran mig." Svarer jeg dybt alvorligt og klemmer øjnene hårdere i for at understrege min pointe. Link klukker stille af mig og træder tættere på, så jeg kan mærke hans krop presse sig let op af min.
"Jeg vil gerne snakke med dig." Siger han stille, og læner sig helt ned over mig, før han igen taler i et spørgende tonefald.
"Men hvorfor spilde vores tid på at snakke, når vi kan gøre det her i stedet?"
Før jeg kan nå at protestere, lukker han munden på mig med et insisterende kys. Følelsen af hans læber mod mine fjerner automatisk min frustration og får mig til at sænke skuldrene opgivende. Jeg folder mine hænder omkring hans nakke og trækker ham tættere på i en pludselig desperation. Den elektriske sensation, der breder sig i min krop, overskygger alt omkring mig. Selv følelsen af vandet, der siver igennem mit tøj og får stoffet til at klæbe ubehageligt til min hud, virker til at ophøre med at eksistere. Jeg standser den strøm af skældsord, der lå klar på min tunge, og lader ham skubbe mig blidt op af væggen.
"Link vent."
Fremstammer jeg lettere forpustet ind mod hans læber og tillader endelig mig selv at åbne øjnene på klem. Mine ord får ham til at afbryde kysset et øjeblik og trække sig et par centimeter væk, for at se mig i øjnene. Hans pupiller er så store, at de næsten får det blå i hans øjne til at forsvinde. Som et rovdyr der observerer sit bytte.
"Er du sikker på, at du er okay?" Spørger jeg og lader blikket glide over hans ansigt for at aflæse hans reaktion. Ikke engang hans kys kan ikke få mig til at glemme, at han for få øjeblikke siden var på randen af et sammenbrud.
"Det er jeg nu."
Svarer han med et oprigtigt smil, og skubber forsigtigt en løs tot hår om bag mit øre. Jeg åbner munden for at komme med et svar, men bliver afbrudt af følelsen af hans læber mod min hals. Et svagt støn undslipper mine læber, da han lader sin tunge glide over mit kraveben. Et øjeblik føles situationen næsten så surrealistisk, at jeg har jeg svært ved at adskille drømme fra virkelighed. Det hele flyder sammen til en tåget masse, hvoraf intet føles virkeligt. Måske er det derfor, at jeg får så stort et chok, da døren til badeværelset pludselig bliver sparket op med et højt brag.
"HVAD SKER DER HERINDE?"
Brøler en velkendt stemme, som øjeblikkeligt får mig til at skubbe Link hen i det fjerneste hjørne af brusekabinen. Jeg stikker forsigtigt hovedet ud fra forhænget, og ser min far stå foroverbøjet i døråbningen med hænderne hvilende tungt på sine knæ. Han hiver forpustet efter vejret og ser på mig med store, vagtsomme øjne.
"Jeg var helt ude i baghaven, da jeg hørte dig skrige. "
Fremstammer han og retter sig op med en anstrengt hosten. Hans blik vandrer observerende rundt mellem badeværelsets vægge på jagt efter det, som fik hans datter til at råbe efter hjælp.
"Der var en edderkop. "
Lyver jeg halvhjertet uden nogen særlig troværdighed i stemmen. Min tvivlsomme forklaring får ham til at knibe øjnene sammen og betragte mig med sit profesionelle blik. Efter et par tavse sekunder ryster han let på hovedet og vender sig om i døråbningen, klar til at forlade rummet.
"Prøv at begræns dine skrig til nødsituationer i fremtiden, du havde nær givet mig hjertestop"
Mumler han, før han lukker døren bag sig. Jeg ånder lettet op og lægger en rystende hånd mod min brystkasse som om, at det kan få mit hjerte til at falde til ro. Bag mig begynder Link at grine så højt, at jeg bliver nødt til at vende mig om og presse en hånd for hans mund.
"Det er ikke sjovt for helvede, har du lyst til at blive opdaget?" Jeg vrisser ordene af ham, men kan alligevel ikke forhindre mig selv i at grine over situationen. Det varer dog ikke mere end nogle sekunder, før døren til badeværelset atter går op, og et par hastige fodtrin lyder gennem rummet. Forhænget bliver revet til side i en hurtig bevægelse og afslører min fars vrede ansigt på den anden side. I hans ene hånd holder han Links beskidte støvler. Endnu en ulempe ved at have en politibetjent som far.
"En edderkop siger du? "
Han stirrer forarget på Link, der pludselig har travlt med at dække sin krop til. Uheldigvis for ham, er der ikke nogle håndklæder inden for rækkevide, så han er tvunget til at dække sine private dele med hænderne. Et øjeblik har jeg lyst til at grine af ham, på trods af at jeg selv befinder mig i midten af den ydmygende situation. Ingen af os siger noget, mens min far langsomt indtager synet af hans fuldtpåklædte, men drivvåde datter, sammen med den nøgne, tatoverede nabodreng. Den lille blodåre i hans tinding er pludselig meget tydelig. Som om at den er på grænsen til at eksplodere.
"Skal jeg hente min pistol?"
Spørger han til sidst i et alvorligt tonefald og kigger vurderede på mig med et blik, der ikke er til at tage fejl af. Ud af øjenkrogen kan jeg se Link stirre forfærdet på min far med store øjne.
"Det bliver ikke nødvendigt. Link lånte bare badet, og jeg skulle lige... øhm hjælpe ham med noget." Fremstammer jeg langsomt, mens jeg vrider vand ud af min trøje og undgår hans blik. Han udstøder et skuffet grynt og sætter hænderne irettesættende i siden.
"Jeg forventer at se jer begge to nede i køkkenet om fem minutter." Erklærer han kommanderende og drejer rundt på hælen. Før han igen forsvinder ud af rummet, kigger han sig over skulderen og sender Link et sidste advarende blik.
"Fuldt påklædte tak."
•••
I den korte tid jeg har kendt Link Carter, har jeg oplevet ham være mange ting. Det er dog først, da han sidder tavs overfor min far ved vores spisebord, at jeg for alvor oplever ham være bange. Han fumler nervøst med sine hænder, mens vandet drypper fra hans hår og efterlader våde pletter på hans trøje. Jeg sidder ved hans side iført min morgenkåbe og med et håndklæde viklet omkring hovedet, mens min far betragter os i stilhed.
"Er der nogen som har lyst til at give mig en forklaring på, hvad jeg lige har været vidne til?"
Spørger han efter et langt øjeblik og folder hænderne på bordet, præcis som når han forhører kriminelle på stationen. Jeg skæver over på Link, som stadig sidder med det samme skræmte ansigtsudtryk. En dyb rødmen har spredt sig over hans kinder og ned af hans hals. Jeg får næsten ondt af ham.
"Jeg beklager meget hr. Vest. Jeg forstår godt, at du er vred, men jeg kan forsikre dig om, at der ikke skete noget... Uanstændigt." Fremstammer han hurtigt og snubler en anelse over ordene i nervøsitet. Min far betragter ham tydeligt uimponeret og flytter så blikket til mig.
"Olivia, er det rigtigt, hvad han siger?"
Jeg nikker stille og forsøger at bløde ham op med et af de slags smil, der normalt altid sikrer mig min vilje. For fjerde gang i løbet af en halv time, udstøder min far et dybt suk. Han kigger hurtigt ned på sit armbåndsur og rynker panden.
"Din mor kommer ikke hjem før om et par timer, så det ser ud til, at jeg må klare afstrafningen selv."
Erklærer han og læner sig langsomt tilbage på stolen med et tænksomt ansigtsudtryk. Ved siden af mig, kan jeg mærke Link spænde i musklerne som om, at han gør sig klar til at stikke af. Eller måske nærmere til at slås. Jeg prøver tavst at berolige ham velvidende, at min far aldrig kunne finde på at gøre nogen fortræd. Da han omsider taler, viser det sig da også, at straffen er forholdsvis mild.
"Jeg tror, at det er på tide, at Link går hjem til sig selv. "
Siger han beslutsomt og rejser sig fra stolen. Uden et ord forsvinder han ud i entreen og åbner hoveddøren på vid gab. Link bliver siddende og kigger efter ham med et forvirret ansigtsudtryk. Da det går op for min far, at den tiltalte ikke er fulgt efter, løfter han armen og peger dramatisk på døråbningen.
"Det er denne vej."
Link rejser sig modvilligt fra sin plads, og trasker igennem rummet med sænkede skuldrer. Da han kommer ud i entreen, skubber han sig forsigtigt forbi den truende mand i døråbningen og fortsætter ned af indkørslen i et rask tempo. Så snart han er trådt udenfor, smækker min far døren i med et bredt grin. Det alvorlige ansigtsudtryk han havde opsat erstattes af to dybe smilerynker, mens han kigger efter Link gennem vinduet. Jeg stirrer mistroisk på ham, og undrer mig over det pludselige humørskift.
"Hvad sker der? Er du ikke sur?"
Spørger jeg forsigtigt og går over til ham. Han kysser mig hurtigt på toppen af hovedet med et muntert grin.
"Hvorfor skulle jeg være sur? Jeg kan godt lide knægten."
•••
Forfatter note:
Så fik jeg endelig opdateret!
(Tak for jeres tålmodighed)
Jeg har været meget i tvivl om dette kapitel, da det ikke virker specielt vigtigt for historien. For at være ærlig, havde jeg bare lyst til at skrive noget lidt mindre alvorligt og lidt mere komisk.
Anyways... Jeg håber ikke, at det var alt for dårligt...😬
❤️Kram til jer alle, og godt nytår!!!❤️
PS. TAK FOR 35k!!!