«Nora?!» kunne jeg høre Marcus' stemme sige, så jeg antog lidt, at han havde fået fik fra skole og var kommet hjem.
Marcus som sagde mit navn, var noget jeg hørte en helt del og jeg havde ingen anelse hvorfor, men det var lidt som om, at han altid skulle spørge mig om noget eller i hvert fald bare have kontakt med mig ved at sige 'Nora'.
Jeg kunne høre, at han smed sin taske på gulvet og bevæge sig ind mod stuen, hvor jeg sad med et smil.
«I dag har vært den lengste dagen og da var den så utrolig kjedelig og, Nora».
Jeg begynte egentlig bare at grine en lille smule, da jeg af en eller anden grund, fandt det en smule sjovt.
Han dumpede ned i sofaen ved siden af mig, hvor han så lige lavede snifferen og lagde armen om mig.
Han trak mig lidt mere ind til ham og uden at tænke over det, lagde jeg mit hovede ned på hans skulder.
Han lagde så forsigtigt hans hovede ovenpå mit og placerede også meget nervøst, men alligevel lidt selvsikkert, hans hånd ovenpå min.
Hans hånd lå egentlig bare ovenpå min og ikke rigtig andet, men pludselig begyndte han dog stille at nusse min hånd.
«Jeg savnet deg så mye, da jeg var på skolen» hviskede han sødt i min øre, hvilket nok også gik mig til at smile en smule.
«Hva gjorde du, etter du våknet?».
«Jeg lå bare lidt i sengen, indtil jeg besluttede mig for, at det nok var ved at være tid til at få noget ordentligt tøj på» sagde jeg og holdte så en lille pause, da Marcus bare sad og kiggede direkte ind i mine øjne.
Der lagde jeg lige mærke til, at der virkelig var noget, som jeg ikke rigtig kunne stå for.
Jeg blev lidt mundlam, selvom jeg udmærket vidste, hvad jeg skulle til at fortælle.
Det var bare det med, at Marcus så mig lige i øjnene, der fik mig til glemme alt om at tale og nærmest også om tid og sted.
«Øhm... Så gik jeg nedenunder, hvor din mor var og så sød som hun jo er, så tilbød hun mig at lave noget mad til mig og så sad vi egentlig bare at snakke lidt» fortsatte jeg så, da jeg endelig kunne.
«Liker du mammaen min?» spurgte han og da jeg så nikkede på hovedet, bredte smilet sig endnu mere og han trak mig tættere end til sig, hvis det var muligt.
På en måde var jeg helt okay med situationen, men alligevel ikke helt, da jeg jo dagen inden havde haft slået op med Alexander.
Selvfølgelig var mine følelser for Alexander jo ikke bare forsvundet på en dag, men jeg kunne godt mærke på mig selv, at de jo selvfølglig overhovedet ikke var det samme, som de havde været førhen.
•••
|| Marcus p.o.v ||
Nora lå tæt op ad mig og hvis ikke jeg tog helt fejl, så var hun faldet i søvn.
Jeg havde godt kunnet mærke på hende, at hun var lidt træt også selvom, hun sikkert havde fået sovet lidt længe.
Jeg havde virkelig ondt af Nora, da jeg kun kunne forestille mig, hvor svært det egentlig måtte være, at ens kæreste, eller nu var han jo så hendes ex-kæreste, havde været en utro.
Men samtidig med at jeg selvfølglig syntes, at det var forfærdeligt, så kunne jeg alligevel ikke helt lade være at være lidt glad over det af en eller anden grund.
Jeg ved ikke helt, om det var fordi, jeg måske var gået hen og var blevet bare en lille smule glad for Nora allerede.
Men selvfølglig var det altså ikke helt okay at tænke sådan, da det selvfølgelig ikke var okay, at Alexander havde været hende utro.
Jeg kunne høre min mor som stille kom gående ind i stuen.
Hun nussede mig hurtigt, men blidt i håret og jeg så hurtigt op på hende.
«Jeg vet, at du er en skikkelig fin gut, Marcus, men du må love meg, at du passer på med Nora, for jeg vet, at du liker henne» sagde min mor stille og kyssede mig i håret.
Jeg nikkede, for selvfølglig havde jeg da overhovedet ikke lyst til at få Nora til at føle, at noget var ubehageligt.
Måske var jeg faktisk gået hen og var blevet lidt vild med Nora.
Min mor havde nemt ved at gennemskue mig på nogle punkter og når det omhandlede piger, havde hun rigtig nemt ved det.
Jeg ved ikke hvor godt, det var, men på en af samme tid var jeg virkelig glad for, at hun kunne gennemskue mig på det punkt.
Nora begyndte at rykke lidt på sig og strammede også det blide greb, hun havde om mig, en lille smule.
«Marcus...» mumlede hun og lagde hendes hovede lidt mere ind til mig.
«Mhm».
«Tak for at I er så søde imod mig» fortsatte hun så og kiggede søvnigt op på mig.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så, hvor sød hun så ud, selvom hun lige var vågnet op fra hendes lille lur.
«Ikkje tak os» svarede jeg, da jeg virkelig ikke syntes, at hun burde sige tak, da det jo var en selvfølge at være søde mod andre, om man så kende dem, kan lide dem eller ikke.
«Jeg mener det, tusind tak, Marcus».
«Jeg mener det og, Nora».
«Du må simpelthen lade være med at være så stædig og så bare tage imod mit tak, Marcus Gunnarsen» sagde hun grinende og det fik selvfølgelig også mit til at grine lidt.
Måske var jeg faktisk lidt stædig, så hun havde jo nok ret.
«Okay okay, Nora Amalie Pettersen» svarede jeg og selvom jeg ikke var meget for det, så vandt hun denne...
------------------------------------------------------------------------------------------------
Trettende kapitel...
Husk at kommenter og vote:))
- Imagiinemm