Heartbeat [H.S]

Kapitel 30

Mathias begyndte at rødme, da det gik op for ham hvad han lige havde sagt. Selv sad jeg med hovedet bøjet over skålen med chokolade.

Mathias var hurtig om at proppe en håndfuld popcorn ind i munden, og prøvede at skjule det han lige havde sagt. "Undskyld, det skulle jeg ikke have sagt," Mumlede han nervøst.

"Det gør ikke noget." Svarede jeg stille.

Hvordan kunne vi gå fra at fjolle, til at være akavede? Alt føltes lige pludselig forkert. Mathias der sad ved siden af mig, filmen der kørte i baggrunden, endda min mobil der begyndte at ringe.

Mathias var hurtig om at reagere på den, og inden han rakte mig telefonen, kiggede han på displayet. Det gjorde mig sådan set ikke noget, men hans udtryk fortalte mig, at han ønskede at han ikke havde gjort det.

Jeg løftede det ene øjenbryn, men kunne ikke nå at spørge ind til det, da mobilen brummede i min hånd.

"Ja?" Spurgte jeg halvkvalt. For at dække det, hostede jeg bagefter, men det lød bare endnu værre.

"Er du okay?" Spurgte en hæs stemme. Harry. "Hvad?" Brummede jeg surt.

Jeg ville ikke høre på, at han skældte mig ud for noget, som han fortjente at høre. "Hvad laver du lige nu?" Spurgte han. Jeg kunne forestille mig at han sukkede, og at han kørte en hånd på hans tindinger.

"Jeg er sammen med... Du ved... Mathias," mumlede jeg hurtigt.

Jeg skulle lige til, at lægge min mobil på bordet, da jeg troede, at han havde lagt på, men så hørte jeg en hosten i baggrunden.

"Åh, ja selvfølgelig. Ehm, hyg jer." Sagde han koldt inden bip tonen overtog.

...

De næste foregående timer, var jeg konstant urolig for min mobil. Jeg tjekkede den, når Mathias ikke kiggede, og en gang imellem når han også kiggede.

Hvad ville Harry mon have sagt, hvis han ikke vidste, at Mathias og jeg var sammen? Det var håbløst at jeg stadig havde følelser for ham. Han ødelagde mig, udnyttede mig, men stadig holdte jeg af ham.

"Jeg ved godt, at du tjekker den," sukkede Mathias, mens jeg skyndte mig at lægge min mobil væk.

"Vel gør jeg ej," forsvarede jeg, men det var alt for åbenlyst. "Jeg har en hjerne, at du ved det." Sagde han stille.

Jeg hadede den måde, Mathias kiggede på mig med såret udtryk. Jeg fortrød inderligt, at jeg ikke kunne være mere åben overfor ham.

Vi havde ikke sagt noget til hinanden siden opkaldet, så det var blevet virkelig akavet. Vi havde sat et par film i gang, for at undgå uheldige samtaler. Men det var ikke fordi nogen af os fulgte med.

Vi sad i hver vores tanker, og snakkede kun hvis vi ikke forstod handlingen af filmen.

"Jeg tror jeg tager hjem." Begyndte han, mens han gabte. Det var tydeligvis skuespil. Han ville bare slippe væk fra mig.

"Vil du ikke nok blive? Jeg... Det er et stort hus at sove alene i," mumlede jeg. Han trippede nervøst på dørtrinnet, mens han stirrede på et billede i den anden ende af lokalet. Han nikkede.

Jeg skyldte ham helt klart en undskyldning.

...

Det var ved at være midnat, og Mathias og jeg lå i sengen. Han sov på min sofa, som vi havde foldet ud, da det oprindeligt var en sovesofa.

Vi var i det mindste på talefod igen. Efter aftensmaden, havde vi automatisk bare fjollet rundt, som om intet var hændt. Alligevel skævede jeg til min mobil, nu og da.

"Må jeg spørge dig om noget?" Spurgte jeg ind i halvmørket.

For at være ærlig, vidste jeg ikke om han stadig var vågen. "Ja, kom med det." Svarede han et sted fra mørket.

Overrasket over hans svar, vendte jeg urolig rundt i min seng. "Hvorfor hader dig og Harry så meget hinanden?" Mathias svarede ikke, og jeg blev øjeblikkeligt nervøs for, at det var for meget at spørge om.

Harry havde ligesom holdt det hemmeligt, så hvorfor skulle Mathias ikke gøre det samme? "Vi var engang bedste venner."

Han holdte en pause, og jeg skulle lige til at sige han ikke behøvede at forsætte, men så begyndte han igen: "Vi mødte en pige, vi begge kunne lide, hun valgte mig til sidst, hvilket Harry ikke syntes godt om." Han lød forpint, som om det hele skete en gang til. Jeg satte mig op med et ryk, og kiggede ud i mørket.

"Han sagde at jeg havde planlagt det hele. At jeg havde bestukket hende. For selv dengang, var Harry en gang imellem arrogant. Men det gav mening, ingen afviste ham, alle forgudede ham, lige meget hvad han gjorde." Mathias sukkede, han lød træt.

Mindet må have bragt smerter frem. Harry som troede, at han var en engel.

"Men sandheden er, at Harry aldrig elskede pigen. Han ville bare vise, at han kunne få hende, og at ingen kunne stoppe ham," hviskede han svagt.

Alt tydede på at Mathias anklagede sig selv for, at Harry ikke kunne elske. Han troede virkelige det var hans skyld.

Jeg krøb sammen under dynen, og min medfølelse for Mathias voksede. "Men hun valgte mg, og Harry blev rasende." Mumlede han. "Harry fik selvfølgelig sin vilje i sidste ende, og derfra gik der ikke lang tid før, at vi blev uvenner."

Jeg rejste mig, og listede han til hans seng. Han rykkede sig, så jeg kunne sætte mig. "Jeg er ked af det. Du mistede både pigen og Harry." hviskede jeg.

"I dag ved jeg, at jeg aldrig har elsket hende, men det gør alligevel ondt,"

"Hvis det er din skyld, så takker jeg dig for det. For så ville jeg aldrig have mødt dig, ikke på denne her måde i hvert fald," sagde jeg smilende. Mathias grinede, mens han skubbede sig op at sidde. 

"Tak." Gabte han.