Xantiea - Til en ukendt verden

Kapitel 7. Xantiea, her kommer vi

Jack trækker på skuldrene og følger efter. Jeg går hen til spejlet og kigger gennem det. Maya og Jack står på den anden side af spejlet og vinker mig hen. Jeg går hen til vindmuren og prøver at kigge bag spejlet. Der er ingen. Går tilbage til spejlet, og skal lige til at gå igennem, da jeg kommer i tanke om mor. Jeg kigger over skulderen. Det føles som en kæmpe mavepuster bare at efterlade hende her. Alene. Uden far.

Men alligevel vender jeg blikket tilbage. Knuger øjnene i og tager et skridt ud i noget, der føles som den sikre død. Jeg må være tosset.

Efter et skarpt lys fra spejlet træder jeg ind til de andre, og når til den skuffet konklusion, at skoven ligner den præcis samme skov som jeg var inde i lige før. Ingen forandring, ingen tegn på at vi er i en anden verden. "Velkommen til Xantiea." siger Maya som smiler over hele ansigtet. "Kom, skynd jer," siger hun og begynder at løbe længere ind i skoven, "Der er en landsby ikke så langt herfra. Vi kan forklare dem det hele og fortælle hvad vi har fundet ud af. Ingen har nogensinde været inde i Wilsons palæ og kommet ud igen med beviser på, at vi har været inde i hans eliksirlager. Vi ved hvor det er, og tro mig det er vigtigt, for han har gjort de frygteligste ting med de her eliksirer." "Rigtig godt, så mangler vi bare én ting." siger Jack en lille smule frustreret, "Vi har ingen beviser!" Maya smiler smørret, og fisker en lille bitte flaske med en gennemsigtig tyk væske op af hendes taske. Hun drejer den legende i hånden så solens lys reflekterer i glasset. Jack kigger på hende, som om han har lyst til at smide et eller andet vildt tungt i hovedet på hende. Så mildnes hans blik. "Jamen så lad os komme af sted! Her kommer vi elvere, der måske er vores eneste håb!" Jack trasker af sted i forvejen. Glad og tilfreds. Han giver ingen mening.

Jeg lunter op til Maya. "Har han altid været sådan der?" "Humørskiftende? Det ved jeg ikke. Hver gang han er sammen med sine venner, er han helt cool, men så snart han ser mig, er han... mærkelig. Sådan har det altid været." Jeg nikker bekræftende. Det er faktisk rigtigt. Sådan har han også været siden jeg kom.

Vi går lidt inden vi endelig kommer til et hul mellem træerne. Ja tak! Jeg sætter tempoet op og skynder mig hen til Jack der står lamslået på grænsen mellem træer og eng. Jeg løber op til ham og opdager at det ikke er den smukke udsigt, han er lamslået over. Mellem den smukke eng fyldt med vilde blomster, ligger en bunke af sortsvedne huse. Maya kommer op til os og udstøder et forfærdet gisp. Hun løber klodset gennem engen. Jeg og Jack følger efter.

Jeg når forfærdet hen til den ynkelige samling af ruiner, der før har været en lille by. Der er ingen at se nogen steder, og stilheden runger i mine ører. Der er alt for stille. Der er ingen gløder tilbage fra den store brand, men her lugter stadig som var det igår det skete. Røgen svier i øjnene. Jeg når hen til Maya, som står overbøjet med ryggen til mig. Jeg standser op, og kigger sørgmodigt på hende. "Det er Nasaris mærke." siger Maya med rystende stemme. Hun vender sig om, og viser mig en blodig sort pil. Skæftet er mærket med et lille lilla-glødende symbol. En ring rundt om en lille fugl med en pil i brystet. En lille glinsende tåre sidder på Mayas kind. "Cirklen rundt om duen er symbolet på månen. Duen betyder renhed og uskyldighed. Cirklen og pilen viser, at den bliver dræbt af månemagi. Den bliver dræbt af sorg og skam." Pilen falder ud af Mayas rystende hænder og lander lydløst på jorden. Jack kommer småløbende hen til os. "Kan I høre det? Den melodi?" Jeg lytter, og rigtigt nok er der nogen der spiller en sørgmodig sang. Eller... det lyder mere som en fugl. "Se." siger Maya sørgmodigt og peger op i luften. Jeg kigger og mellem de sidste rester af sort røg er der en kæmpe flammerød fugl der cirkler over os. Dens lange orange påfuglelignende halefjer danser som flammer. Er det virkelig en føniks!? Jeg blinker et par gange. Ja, så har jeg set det med. Føniksen lander få meter herfra på en af ruinerne. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg går tættere på. Nu står den kun en meter fra mig. Den kigger på mig med sine kulsorte perleøjne. Sorgen rammer mig så pludseligt, at jeg er lige ved at falde bagover. Ja, jeg var ked af det før, men nu har jeg det som om det er min mor, der er død. Hvad nu hvis det var? Så ville jeg ikke have nogen forældre tilbage. Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg får så meget medfølelse for dem, der har mistet deres familie. Jeg kan mærke en klump i halsen og at mine øjne begynder at svi. - Ikke på grund af røgen.