De kunne ikke finde ud af hvem de skulle vælge. De ville have dem alle sammen tilbage, også de små børn, men de ville ikke lade Edvard betale. Eller det var kun Falk der var ligeglad med det. Han ville have sine kære tilbage i live. Micas havde sagt at hvis de ikke snart bestemte sig ville han tage alle de tidligere sjæle tilbage. De kunne ikke lade det ske. Det var de alle enige om. De ville lade Edvard betale.
"Har I snart besluttet jer?" spurgte Micas utålmodigt. Han kælede med en af sine skygger. De var lige så utålmodige som Micas selv. Alina gik hen til ham og så trist ned i det mørke gulv. Micas slap skyggen og sendte den hen til de andre.
"Hvorfor kom du virkelig til festen?" spurgte hun og så op på ham. Hans blik flakkede. Han kunne ikke se hende i øjnene og fortælle hvorfor.
"Var det fordi jeg var der? Var det derfor du kom hen til mig efter alle de vædemål mellem de andre mænd? Var det derfor du var så ærlig oppe på taget?" spurgte hun. Hun tvang ham næsten til at sige det. Han så på hende med et blik hun ikke havde set meget. Det var såret og fyldt med skam.
"Jeg har holdt øje med dig," forklarede han. "Jeg har set hvordan du har kæmpet siden din mor vendte tilbage. Jeg havde ondt af dig. Det var derfor jeg kom."
"Virkelig? Du havde ondt af mig?"
Hun var ikke helt overbevist. Han løj og hun kunne se det selv uden at bruge sine evner.
"Ja," svarede han. "Jeg havde ondt af dig."
Hun studerede ham lidt inden hun vendte tilbage til sine venner og familie.
De havde besluttet sig for at lade Luna være gratis. De ville alligevel få dem alle sammen tilbage når Edvard havde betalt prisen. Micas sagde ikke noget. Han lavede kun nogle skøre fagter. Noget ingen af dem forstod og de havde heller ikke lyst til det. Luna og de andre forsvandt ned i gulvet. Micas stoppede sine fagter og begyndte at le. Hans latter var uhyggelig tyk og klam. Edvard og Skick kom tilbage. Edvard stoppede ved siden af sine venner, mens Skick fortsatte hen ved siden af sin bror. Micas stoppede med at le, men smilet forsvandt ikke.
"Det lader til at dine venner er ligeglad med prisen så længe de får de andre tilbage, Edvard," sagde han. Hans øjne blev hvide og hans krop blev sort. Den voksede og voksede. Den fyldte hele rummet ligesom den havde gjort ved Stedet. Det løb Edvard koldt langt ned af ryggen. Han sank en klump der havde sat sig i halsen og hans blik flakkede bange. Han havde aldrig været så skræmt før. Hans blik søgte hen til Skick, men hendes blik gjorde det ikke meget bedre. Hun kunne intet gøre. Prisen var som den var. Hvis hun gjorde noget ville den kun stige.
"Hvem valgte I?" hviskede Edvard uden at tage øjnene fra Micas' store skygge. De andre var også bange. De havde aldrig mødt Micas sådan, men rygterne havde givet dem nok forståelser.
"Luna," hviskede Alina og trådte nogle skridt længere væk. De andre fulgte med, som Micas' skygge stadig voksede. Han åbnede munden og begyndte at le igen.
"Luna var den vigtigste af dem, hvilket betyder at prisen for de andre er steget," lo han. Edvard følte sig forrådt.
"Det kan du ikke," råbte han. "Micas sagde..."
"Hvad sagde han?" afbrød skyggen. "Jeg står ikke til ansvar for hvad Micas har sagt. Nok er jeg hans skygge, men jeg er ikke ham."
Edvard sukkede overgivende og så ned i gulvet. Uanset hvad han sagde, ville skyggen blot hæve prisen.
"Hvad er prisen?" sukkede han og så op.
"Meget mere end hvad din bror, Raimon, nogensinde har betalt," svarede den med et skummelt smil. Skick gik hen til Edvards venner.
"Det her vil I ikke se," forsikrede hun dem mens hun førte dem mod rummet, hende og Edvard næsten lige havde været i. Der var ingen der protesterede. De holdt kun øje med den kæmpe skygge til døren var lukket foran dem. Skick gik hurtigt hen og kyssede Edvard på kinden inden hun selv gik ind i rummet. Skyggen krympede og lignede næsten Micas igen. Den gled hen foran Edvard som et spøgelse og så på ham med sine hvide øjne.
"Jeg ved at min søster elsker dig, men prisen kan ikke ændre sig. Når det står mellem Micas og andre jeg ikke har følelser for, så vælger jeg altid dem. Beklager," sagde den. Han svarede ikke. Han blik var stift og hårdt.
"Bare få det overstået," sagde han skarpt. Skyggen lo. Alt omkring dem sprang på Edvard ligesom børn springer på slik. Han var deres slik. Han skreg højt og længe. Han havde aldrig følt den slags smerte før. Ikke en gang de gange han var blevet dræbt. De gange føltes som ingenting i forhold til det Micas gjorde ved ham.
Han så sine liv køre som en uendelig film for hans øjne. Han så ansigter han ikke havde set i lang tid og følte ting han ikke en gang kunne huske at han havde følt. Han så sin mors syge ansigt og hans fars sørgelige øjne. Han så Ninjanas glade smil når hun så på sin hånd hvor ringen sad. Han så Ina der holdt sig tæt til Raimon når han omgik sig andre mennesker. Han følte endda hvordan han døde. Ikke kun første gang, men også de andre gange. Han kunne føle da et svær jo gennem ham, han følte da en person lagde et reb om hans hals og lod ham falde, han følte en brændende fornemmelse som da der var blevet sat ild til hans hus og brændte ham inde, han mærkede de tusinde bid fra slanger der spyttede deres gift ind i ham og han mærkede hvordan det var at få sine lunger fyldt med vand til han til sidst ikke kunne få vejret og døde. Han følte det hele på samme tid. Han var pludselig glad for at han ikke havde været død flere gange, men han kunne ikke glæde sig meget over det før noget underligt skete. Han kunne mærke skyggerne inde i ham bevæge sig. De vred sig rundt i hans krop. De kvaste hans indvolde og snoede hans hjerte. Han så et ansigt der smilte. Han havde hørt om at se dem man elsker inden man dør, men han havde aldrig prøvet det før. Han kendte hovedet. Han kendte de smukke grønne øjne der skinnede ud gennem det sorte hår. Han glemte smerterne i et øjeblik. Det var næsten som om skyggerne var forsvundet, men ikke i særlig lang tid. Han faldt ned på knæ og videre ned på gulvet. Det var koldt og fugtigt. Han vred sig, mens han skreg alt hvad han kunne. Han kunne mærke hvordan hans hjerte langsomt gik i stå. Rytmen blev langsommere og langsommere. Han kunne ikke andet end at skrige. Det var værre end da han kom i helvede for at redde Nina. Det var værre end noget i hele verden, men han var ligeglad. Så længe Raimon ikke fik noget at vide og de fik Thomas og børnene tilbage var det hele lige meget. Hans hjerte stoppede og det sidste åndedrag forsvandt ud mellem hans kolde læber.
De hørte at det var ovre. Han var stoppet med at skrige. Skick havde stillet sig i et hjørne uden at sige noget. De andre havde heller ikke sagt noget, men der var noget ved Skicks holdning der fik dem til at tænke. Hun var koldere end hun før havde været. Kunne det være fordi hun vidste hvad Micas gjorde ved Edvard?
De åbnede forsigtigt døren for at være sikker på at det hele var slut. Skick rykkede sig ikke fra hjørnet. De andre gik ind i rummet og fandt Edvard på gulvet. Hans øjne var åbne og størknet blod sad i en stribe fra hans mund. Alina begyndte at græde og gemte sit ansigt i Julius' bluse. Han lagde trøstende armene om hende. De var alle tavse. De vidste ikke hvordan de skulle reagere. De havde alle været ligeglade med prisen fordi det var Edvard der skulle betale. Hvis blot de havde vidst det så havde de nok tænkt sig mere om. Måske forhandlet om prisen. Micas kom til syne. Han var forpustet, men han kunne ikke skjule sin glæde. De syv venner stirrede på ham. Alina gik hen til ham, med tårerne trillende ned af kinderne. Micas så hendes blik og fik hurtigt taget smilet væk.
