Se Mig | Afsluttet

Kapitel 9

Kapitel 9:
"En skolebus og en motorcykel"
Olivias synsvinkel
•••

Krystalblå øje stirrer på mig gennem et tåget slør. Link fylder mine drømme, som dråber fylder havet. Da jeg vågner, er jeg efterladt med en fremmed følelse i brystkassen, som jeg ikke kan identificere. Dynen ligger som en beskyttende rustning omkring min krop, men alligevel føles min hud kold og livløs. Jeg kan ikke lade være med at længes efter den brændende fornemmelse, som Link's flygtige berøring gav mig.
Mit blik flakker mod det røde gardin, og jeg må undertrykke en trang til at trække det til side og spejde efter ham.

Jeg beslutter mig for at tage et bad og forsøge at skylle de forvirrende følelser af mig. Mens jeg står under bruseren, vækker det varme vand igen minder om Link's hud mod min, og får mig ubevidst til at skrue temperaturen op indtil vandet føles næsten skoldene.
Da jeg træder ud af badet, er rummet fyldt med en tung damp, og det går op for mig, at jeg har været derinde længere end jeg troede.
I går havde min mor informeret mig om, at hun skulle arbejde en tidlig morgenvagt på hospitalet, og derfor ikke ville kunne køre mig i skole som sædvanligt.

Jeg kaster et panisk blik på min mobil og registrerer til min forfærdelse, at klokken allerede er 7:50.
Bussen går om 15 minutter, og selvom jeg udemærket er klar over, at jeg aldrig kommer til at nå det, lader jeg min stædighed tage over. Jeg samler mit hår I en hurtig hestehale og trækker i et par slidte cowboybukser, mens jeg hektisk forsøger at finde de rigtige bøger og proppe dem i min skoletaske.
Under processen undgår jeg bevidst mit spejlbillede. En handling der efterhånden er blevet til en vane for mig. Jeg har ikke brug for at blive konfronteret med min blege ansigtshud eller de udestående, mudderbrune øjne, der altid stirrer tilbage på mig.

På vej ned af trappen formår jeg at falde over mine egne ben og snubler over de sidste trin. En skarp smerte skyder op gennem min fod, da jeg rammer gulvet og vrider om på min ankel. Jeg ignorere smerten, og humber videre gennem huset med ansigtet sammentrukket i en anstrengt grimasse.
Før jeg forlader huset, åbner jeg døren til vaskerummet og griber min grå hættetrøje fra tørresnoren. Den føles stadig en anelse fugtig mellem mine fingre, men jeg har ikke tid til at genoverveje mit tøjvalg. Jeg trækker trøjen over hovedet samtidig med, at jeg åbner hoveddøren og låser bag mig.

På en eller anden måde formår jeg, at få snoren fra hætten til at sidde fast i min hestehale, og må kæmpe desperat for at hive den ned over mine skuldrer. Mens jeg løber humpende ud fra vores indkørsel og hen ad vejen, dækker trøjen stadig halvt for mit ansigt og forhindrer mig i at se mine omgivelser ordenligt.
Da det endelig lykkes mig at befri mit ansigt fra det tykke grå stof, er det for sent.
Bussen, der holder omtrent 100 meter længere fremme, lukker dørerne med en endegyldig lyd, og motoren startes.

Jeg bander højlydt, mens jeg betragter mit lift køre afsted uden mig. I et øjeblik står jeg blot og kigger efter det gule monstrum, mens en håbløs følelse fylder min krop.

Der går adskillelige sekunder, før jeg lægger mærke til, at der er nogen der griner af mig.
Lyden starter stille ud som en diskret klukken, men stiger hurtigt i kraft indtil luften fyldes af en dyb, ukontrolleret latter.
Da jeg vender mig om, står Link og betragter mig fra sin indkørsel. Han står foroverbøjet med hænderne hvilende på sine lår, mens hans krop ryster i en hysterisk latterkrampe.
Jeg folder mine arme over brystkassen og sender ham et vredt blik.

Hvor vover han at grine af min tragiske oplevelse på den måde?

Min irritation får ham blot til at grine endnu højere, og hive desperat efter vejret. Selvom han opfører sig som et komplet røvhul, kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan hans ansigt lyser op, når han griner. Dybe smilehuller træder frem på hans kinder og bløder hans ellers skarpe træk op.
Et øjeblik ser han nærmest nuttet ud. Jeg skubber øjeblikkeligt tanken til side, og forsøger at ignorer de uvelkomne følelser, hans latter bringer frem i mig.