Linea's synsvinkel
Han var min bedste ven.
Dagene gik meget langsomt, men gik det gjorde de. Det hele var Marcus' fortjeneste! Havde jeg ikke haft ham at snakke med hverdag, ville jeg intet have at give mig til, udover skole og lektier. Jeg elskede at snakke med ham om alt muligt, og vi havde efterhånden så mange interne jokes, at vi næsten ikke kunne holde styr på det.
"Forreste vi dra veldig snart til Tyskland og senere kjøre vi til Danmark!" Sagde han og forsøgte stadig at holde bare en smule fokus på hans lektier!
Jeg blev glad ved tanken om at skulle se ham igen, men mit smil var ikke oprigtigt, jeg havde gået og tænkte alt for meget på, hvordan jeg skulle forholde mig til Sofie.
"Du Marcus?"
"Ja?"
"Du ved Sofie ik?"
"Hvem?"
"Min veninde der var med i lufthavnen, da i skulle hjem," jeg kunne se på ham at det gik op for ham hvem jeg snakkede om.
"Hun blev vældig sur på mig, fordi jeg ikke havde spurgt om hun måtte eller ville, med op til Stockholm! Men hun er jo fan og min veninde, men... for helvede jeg ved ikke hvad jeg skal stille op!" Sagde jeg opgivende.
"Men dette er jo fortid, der er intet du kan gjøre," prøvede han at forklare og gøre mig i bedre humør.
"Men hvad så næste gang? F.eks. Om 3 dage, hvad så?"
"O ja, hør hun kan bli med hvis du vil ha hun blir med?"
Jeg overvejede det grundigt. Der var fordele og ulemper ved det hele. Tog jeg hende med, kunne vi få snakket ud om Stockholm og jeg ville ikke være alene imens Marcus og hans tvilling skulle optræde. Ulemperne ville være, hvis hun kun ville tilgive mig for Stockholm og Trofors pga. Hun ville komme tættere på hendes idoler, og ikke fordi hun oprigtigt havde ville tilgive mig.
"Nå?" Spurgte Marcus utålmodigt.
"Jeg spørg om hun vil," svarede jeg og håbede inderligt det var det rigtige valg!
------
Istedet for at ringe eller skrive til Sofie, var jeg kørt hjem til hende. Jeg håbede inderligt at de valg jeg havde taget, ville fører til noget godt og ikke det stik modsatte.
"Jamen hej Linea, sikke en glædelig overraskelse!" Var det første hendes mor sagde, da hun åbnede døren og fik øje på mig.
"Er Sofie hjemme?" Spurgte jeg akavet. Hendes mor havde altid været så sød overfor mig, til det punkt jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv.
"Ja da, hun er inde på hendes værelse," svarede hun og lukkede døren bag mig.
Jeg forsatte akavet ind imod hendes værelse, bankede på og åbnede stille døren efter hun havde givet grønt lys.
"Hey," sagde jeg afslappet og lukkede døren efter mig.
"Hvad vil du?" Spurgte hun irriteret.
"Vi er nød til at snakke!" Konstaterede jeg og smed min ruskindsjakke på hendes stol.
"Hvad får dig til at tro jeg overhovedet gider snakke med dig?" Forsatte hun hendes attitude.
"Hør, jeg blev inviteret op til Stockholm 10 timer inden jeg skulle afsted! Jeg nåde ikke en gang at overveje situationen inden jeg var på vej hjem igen!"
"Og hvad så med din lille tur til Trofors?"
"Jeg havde brug for at komme væk og var ikke på nogen som helst måde, i humør til at have en road trip buddy med!" Hun fnøs og opretholde forsat hendes attitude.
"Sofie, jeg kan forstå du er ked af det med Stockholm, men turen hjem til dem er du på ingen måde berettiget til at være pist over!"
"Og hvorfor så ikke det?"
"Havde det ikke været for mig, havde du slet ikke haft muligheden!" Snærede hun.
"Det er jeg sku da godt... ved du hvad, jeg gider slet ikke det her! Jeg kom for at blive gode venner igen og invitere dig med til Danmark har talent, men du er jo på ingen måde villig til at tilgive mig, selvom der slet ikke er noget der burde tilgives!" Jeg var klar til at storme ud af værelset og køre hjem med det samme, men hun stoppede mig.
"Jeg er ked af det okay, jeg tilgiver dig! Men se det fra min side, jeg troede det her ville være noget vi skulle have sammen! Forstil dig hvordan det følelse at finde ud af, st du så bare nyder deres selvskab uden mig!" Forsvarede hun sig selv.
Jeg havde lyst til at svare hende igen og sige at det var mig de havde inviteret, ikke hende og jeg intet kunne stille op. Men der var ingen grunde til at gnide mere salt i såret eller puste til ilden, nu når hun endelig var faldet lidt ned.
"Jeg kan sagtens se det, tro mig! Men som sagt, jeg tænkte slet ikke, det hele var så spontant!"
"Du behøver ikke forklare mere, jeg har tilgiver dig!" Sagde hun med en helt anden attitude og trak mig ind i et kram.
"Nå, men angående Danmark har talent, hvad er det så helt præcis vi er inviteret til?" Spurgte hun og fik det til at lyde som om, at de direkte havde tænkte på hende, på lige fod med mig, når det nu egenligt var mig der havde tænkte på hende og ikke dem - men det var hvad det var.
"Du ved, bare backstage og sådan," svarede jeg som var det indlysende.
"Backstage?!" Gentog hun begejstret
"Ja, hvad havde du ellers regnet med? I got those good connections ya know," grinede jeg, men hun rettede mig hurtigt.
"Vi, ikke du!"
Omg...
------------
{Please, del, kommenter, og vote}
Glædelige 3. December venner! Kapitlet kommer utroligt sent op, I know - men har haft en utroligt presset dag - men hey, den er her!
Btw giv lige min Youtube kanal noget love xx
