Teenage superhelt

En magisk hjælpende hånd

Ashley's synsvinkel

Jeg var kommet udenfor cafeen for at se hvad der var sket, det første jeg så, var Superman der holdt om Alec. As."Alec? Alec!?" Superman kiggede op med et trist ansigtsudtryk. Jeg skyndte mig derhen og Så Alec, med noget der lignede et skudsår i ryggen, men der var noget galt, ud fra hvad jeg kunne se, var det ikke et almindeligt skud, det var en grøn form for sten, eller rettere en grøn form for krystal. Jeg fik hurtigt min telefon op af lommen og fik ringet til Dr. Palmer, vi havde kendt hinanden i et stykke tid. Jeg tænkte hun kunne nok hjælpe, eller så kunne Stephen, han var tidligere doktor. Da hun tog telefonen, forklarede jeg hende hurtigt hvad der var sket, og hun sagde at hun ville komme så hurtigt som muligt, og at hun ville tage Stephen med. Jeg fortalte hende bare at Han ville være nede i basen når de kom. Da samtalen var slut nikkede jeg til Superman, han havde vist forstået hvad jeg ville. Han løftede Alec, og fik ham hurtigt indenfor. Inde i basen fik vi lagt ham i en seng, vi havde prøvet at stoppe blødningen, men det hjalp ikke. Efter kort tid ankom Christine Palmer sammen med en mand beklædt i noget mærkværdigt tøj, jeg vidste godt det var Stephen, jeg havde nemlig set ham sådan før. Ch."Hvor er han?" As."Han er ovre i sengen, men vi skal skynde os han mister meget blod." Stephen nikkede og kom meget hurtigt over ved siden af Alec. St."Har i nogle redskaber til en operation?" As."Ja jeg henter dem lige." Jeg løb over i den anden ende af rummet og tog nogle redskaber frem, jeg tog en scalpel, en lille tang en nål og noget tråd der stod ved siden af. St."Han er heldig at det ikke ramte nogle organer eller knogler." Jeg gav redskaberne til Christine, da jeg vidste Stephen ikke kunne gøre det eftersom han var i en ulykke, hvor han beskadigede sine hænder. Men Christine havde gjort mange andre ting som var svære end dette. Christine havde vasket sine hænder og havde taget et par handsker på som Carlos var kommet med. Hun begyndte at gøre hullet lidt større så hun ikke ville beskadige andet imens hun trak krystallen ud, derefter tog hun tangen og fik stille fat på krystallen der sad godt 3 cm. inde i ryggen på ham, efter få sekunder havde hun helt roligt fået trukket krystallen. Da hun skulle til at sy hullet sammen fik hun ikke tråden i gennem øjet på nålen, før vi opdagede at hullet i Alec's ryg begyndte at lukke af sig selv. As."Kan han nu også heale sig selv?" Christine og Stephen var ligeså forvirret, men også imponeret som mig. St."Jamen så er det så ikke nødvendigt med nålen. Han skal have lov til at vilde sig, så skal han nok komme til sig selv."

Alec's synsvinkel

Alting var sort, jeg kunne hører mennesker rundt om mig, men stemmerne flød sammen så jeg kunne ikke sige hvem det var. Et mærkeligt lys poppede op for øjnene af mig, jeg befandt mig i en by, men den så ruineret ud, jorden var sodet over det hele, det lignede at der var sprunget en atombombe. Jeg kiggede rundt og lagde mærke til en helt masse klipper, men det var ikke helt normale klipper, gættede jeg på, de var allesammen røde. Oppe på himlen bemærkede jeg solen, den var ikke gullig, den var rød, jeg var så forvirret, og det hjalp ikke da jeg så mine forældre løbende tværs igennem den ruinerede by, med en lille baby, de havde begge noget mærkeligt tøj på, det lignede mest af alt en rustning, men en sej form for rustning. Jeg nåede ikke at se mere, før alt blev sort igen. Efter lidt tid i mørket, begyndte jeg så småt at kunne åbne mine øjne igen. Jeg lå i en seng, og jeg genkendte omgivelserne. Det var rummet i basen med alle sengene, hvordan var jeg kommet herned?

Ashley's synsvinkel

Vi havde snakket om mange ting imens vi ventede på at Alec skulle vågne op. Alt fra hvordan vi havde mødt ham, og hvordan han havde fået sine kræfter, vi havde også forklaret Christine og Stephen slaget mod soldaterne igen. Midt i vores snak, kom jeg til at kigge på Alec, hans øjen var åbne, det gav et sæt i mig, og de andre opdagede det og vendte sig mod Alec. Vi bevægede os stille mod ham, for at se om det var rigtigt at han var vågen. A."Ashley, er det dig?" Vi kunne kun lige hører hvad han sagde, da hans stemme var meget svag. As."Ja det er mig." Jeg var fuldstændig grædefærdig, jeg greb hans hånd, og havde ikke lyst til at give slip på den.

Alec's synsvinkel

Jeg kunne se tårer løbe ned af Ashley's kinder, men jeg vidste ikke hvorfor, jeg vidste heller ikke hvad der var sket. Jeg begyndte stille og roligt at sætte mig op, dog ikke uden problemer, min ryg gjorde så ondt, så det føltes som om tusindvis af knive blev stukket i ryggen på mig, men det lykkedes da mig at komme op at sidde med lidt hjælp fra Ashley. En mand jeg ikke kendte kom nærmere mod mig. A."Hvem er du?" St."Jeg hedder Stephen Strange, men bare kald mig Stephen. Hvordan går det Alec?" A."Det går okay, men jeg har så ondt i ryggen." Et lille smil bredte sig på læberne af Stephen. St."Det tror jeg gerne, du er lige blevt skudt i ryggen." A."Hvad, virkelig? Jeg kan slet ikke huske noget omkring at blive skudt." St."Hvad husker du så?" A."Jeg kan huske at alt var sort, men pludselig var jeg et sted, Solen var rød, der var røde klipper, en by var sprunget i luften og nærmest hele jorden var forkullet." S."Vent lige lidt, det lyder meget som udseendet på Krypton, efter den mindste sprængning skete, kan du huske mere?" A."Ja jeg så mine forældre med en baby, de havde nogle mærkelige, men seje rustninger på." Superman så meget mærkelig ud i hovedet. S."Hvorfor har du syner om Krypton, du kommer jo ikke derfra, eller gør du?"