Venter du på mig? M.G // Afsluttet

Episode 28

"NEEEEEEEEEJ!!!!!!"

Jeg satte mig hurtigt op. Jeg var helt svedig. Jeg oplevede episoden, da Freya døde. Martinus sad og holdte på mine skuldre. Han så mig i øjnene. "Rolig Sofie, det okay. Det var bare et mareridt" Jeg krammede ham. Vent! Martinus og jeg har ikke snakket sammen, siden episoden på badeværelset. Og vi sover ikke sammen. En smerte gjorde jeg ikke kunne røre mig. Jeg begyndte at hoste. Jeg så ned på mine hænder. Blod. Pludselig mærkede jeg nogle hænder om min hals, jeg så op. Martinus sad med en vrede i øjnene, jeg havde set før. Jeg mærkede trykket blive større og større. Til sidst blev alt sløret...

Jeg slog øjnene op, og satte mig igen hurtigt op. Jeg gispede efter vejret. Igen var jeg svedig. Jeg lå bare på Marcus' gulv denne gang. "Sofie, hvad sker der?!" Marcus var hurtigt kravlet ned på madrassen. Det var nat, for det var mørkt, eller det er det jo det meste af tiden deroppe, men ja, det var nat. Jeg så Marcus dybt i øjnene. Jeg mærkede på hans ansigt. Det var ikke et mareridt. "Jeg havde mareridt" prustede jeg. Ham trak mig ind til hans bryst. Jeg mærkede tårerne komme frem. Jeg var blevet så bange. Marcus nussede min ryg. "Kom med op og lig dig ved mig" sagde han, og vi kravlede stille derop. Han lagde sin dyne over os begge, så vi lå i ske. Det var dejligt. Jeg mærkede tryghed. En tryghed, som kun han kunne give mig. Det var nytår her i morgen eller i aften var det nok. Vi var stadig i Trofors. Vi skulle være her i tre dage mere. Det var lidt trist. Jeg ville gerne blive, men jeg ville også gerne hjem. Jeg savnede Victoria, og Martinus var sur. Jeg vidste ikke hvorfor. Det sidste vi snakkede om var kysset mellem Marcus og jeg. Vi havde ikke kysset siden. Vi havde egentligt bare opført os som normale venner. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke ville kysse den dreng igen, for det ville jeg. Rigtig gerne. Men der var ikke sket noget:( Nå men jeg faldt hurtigt i søvn i Marcus' arme. Jeg vågnede ved, at jeg hørte fodtrin ude på gangen. Marcus lå med sine arme omkring min talje. Jeg kunne mærke hans åndedrag ramme blidt min nakke. Jeg lukkede øjnene igen, men åbnede dem hurtigt, da jeg hørte flere fodtrin. Jeg kom vidst til at rykke lidt på mig eller noget, for pludselig mærkede jeg, at Marcus tog min hånd. "Godmorgen Sofie" hviskede han stille i mit øre. Jeg vendte mig rundt, så vores ansigter var like 10 cm fra hinanden. Marcus havde søvnige øjne, men så alligevel sød ud. Jeg kunne ikke andet end at smile. Marcus førte stille en tot hår bag mit øre, og lænede sig frem. What?! Han ville gøre det igen? Inden jeg fik trukket mig, ramte hans læber blidt mine. Han holdte kysset i et stykke tid. Da vi trak os igen, kunne jeg ikke andet igen end at smile. Det var altså dejligt. "Jeg har altså hørt fortrin ude på gangen. Altså sådan mange" sagde jeg søvnigt. "Så lad os gå ud og se, hvem det er, der er vågne" gabte Marcus og satte sig op.

Der var ingen ude på gangen, så vi gik ned i stuen. "Godmorgen, sovetryner. Der er lækker morgenmad" Gerd-Anne var i højt humør, kunne man høre. Men hun havde ret. Det var en lækker morgenmad. Sådan overdreven lækker. Vi satte os alle ved bordet. Silje var her stadig, så det var hyggeligt. Patrik og hende havde snakket rigtig godt sammen. Måske lidt for godt enda. Hvem ved? Emma og jeg var også blevet tættere. Eller vi havde i hvertfald leget snebold kamp sammen imod Marcus, Patrik og Kjell-Erik. Silje, Emma og jeg havde vundet som et hold. Og som piger. Drengene havde været ret overrasket. Martinus havde ikke været så meget hjemme. Han havde tit været over hos Johannes eller Marius. Vi havde ikke snakket sammen. Han havde ligesom lidt undgået mig. Troede jeg. Nå men ved bordet sad vi alle sammen. Martinus også. Altså han så ikke glad ud, men han var der. "Nå så skal vi rigtig fejre nytår i aften hva?" sagde Kjell-Erik på den der rigtig akavet "farmåde". Marcus der sad ved siden af Martinus og overfor mig, så over på Kjell-Erik. "Far, skal du være så pinlig nu?" sagde han. Kjell-Erik nikkede og tog et stykke melon i munden. Han var en selvsikker mand. Ligesom far. Okay, jeg tror, jeg snart har nævnt far nok gange. "Skal vi fyre fyrværkeri af nu?" udbrød Emma glad. (Lige en pointering klokken var 09.00) Vi begyndte alle at grine. Emma så forvirret på os. "Hvad?" spurgte hun. "Lille skat, det gør vi først 00.00 når vi er kommet ind i det nye år" forklarede Gerd-Anne. "Må vi gå fra bordet?" spurgte Marcus. Gerd-Anne nikkede, og Marcus og jeg rejste os. Vi gik ovenpå, og jeg lagde mig på madrassen nede på gulvet. "Jeg skifter lige herinde. Okay?" Jeg tænkte bare "wut wut" men svarede "jaja, det er vel ok". Han stod med ryggen til. Øv:( Men hans ryg var let markeret, som de fleste jo også ved. Jeg fandt også mit tøj frem. Jeg skyndte mig ud på badeværelset, og skiftede. Eller jeg fik min sorte kjole på, men lynlåsen sad for langt nede, til at jeg kunne nå den. "Marcus!" skreg jeg derinde fra. Han kom hurtigt derind. "Hjælp mig lige med lynlåsen" Han kom hen og lynede stille låsen op. Efter det lagde han hænderne på mine skuldre, og vi så begge ind i spejlet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke så Cute ud sammen. Det må jeg vel godt sige? "Sofie, du ser rigtig smuk ud" smilte Marcus ind i spejlet. Jeg vendte mig om og gav ham et blidt kys på kinden. "Tak. Og du ser heller ikke for dårlig ud Hr. Gunnarsen" grinte jeg. Marcus og jeg brugte egentlig det meste af dagstimerne inde på værelset, foran computeren. Med det bedste....NETFLIX! Hverken Marcus eller Martinus havde set ret meget Netflix før, men nu var de begge ret vilde med det. Jeg ville gerne snakke med Martinus. Han virkede helt trist og sur. Hvad var der galt? Kunne jeg hjælpe ham?