Venter du på mig? M.G // Afsluttet

Episode 32

Hans hår hang vådt langs kinden. Regnen dryppede ned af hans kind. Hans ansigtsudtryk var mere trist, end jeg nogensinde havde set før.  Det skar i mit hjerte at se ham sådan. "Så forklar!" Marcus trådte et skidt tættere på. "Sofie, jeg elsker dig.." "Hvorfor fanden skriver du så med en anden?" Jeg afbrød ham. "Det gør jeg heller ikke!" "Hvem fanden er "M hjerte" så?!" Jeg blev irriteret, og kunne mærke mine øjne stille blev våde. "Ja, det er så det" Marcus rystede i stemmen. "HVAD?!" jeg skreg det nærmest. Det blev for meget. Jeg sad pludseligt, med armene omkring mine ben og hulkede. Jeg mærkede nogle arme omkring mig. Et hoved lagde sig stille opad mit. "Det var Martinus, Sofie" hviskede Marcus i mit øre. Han klemte lidt hårde til. "Martinus? Hvorfor ville han skrive sådan? Og hvorfor hedder han "M hjerte"?" min stemme var helt stille. Jeg var så forvirret.

"Kan du huske der nytårsaften, hvor han ville låne min mobil? Ja, han ændrede navnet på hans kontakt. Og han skrev det øhh.... fordi..ja han bare ville lave lidt sjov med mig, men han vidste ikke, at du ville læse dem." Marcus lød nervøs. Men også seriøs. "Marcus?" spurgte jeg stille, og løftede hovedet fra mit skød. Jeg fortsatte, "Undskyld. Undskyld for at jeg ikke troede på dig, jeg er så ked af det". "Det er okay Prinsesse. Skal vi ikke gå ind?" Vi rejste os og jeg skulle lige til at gå, da Marcus trak mig i armen, så vi stod helt tæt opad hinanden. Jeg så ind i de store, kastanje-brune øjne. Regnen silede ned stadig, men det var som om det var ligegyldigt. Som om vi var i vores egen boble, hvor det kun var os, der betød noget. Marcus tog hånden på min kind. Han nussede den lidt, men førte den stille ned langs hagen. Jep, det skete. Han lænede sig frem, og vores læber ramte hinandens. Jeg fik et sug i maven. Det var perfekt. Min hånd bag hans nakke, hans ene hånd på min hals, og den anden omkring min talje. Det her var det bedste kys nogensinde.

Vi sad i sofaen og drak varm kakao, mens vi så en film. Vi havde skiftet tøj, og sad med et dejligt uldtæppe omkring os. "Vi tager med til Danmark" sagde Marcus pludseligt. "Af hvad?" sagde jeg forvirret. Han smilte bredt. "Iiiiihhh" hvinede jeg, og kyssede ham på kinden. Han lagde armen over min skulder og trak mig tæt ind til ham. Mmmmm det var godt. Jeg blev pludselig meget sløv, og bum. Det sortnede for mine øjne.

Episoden set som fortæller:

Sofie og Marcus ligger i sofaen og ser tv, da Sofie pludselig falder helt sammen. "SOFIE?! SOFIE?! EN ELLER ANDEN HJÆLP!" råber Marcus i frustration, der rusker i Sofie. Signe og Patrik kommer spurtende ind i stuen, og ser Sofie. Signe finder hurtigt sin mobil frem og ringer 113. "Ambulancen er her om 5 min" siger hun til Patrik. "Vi må heller gå udenfor, så de kan se os. Marcus giv mig endnu et tæppe" Patrik lyder som en løjtnant i hæren. Marcus fandt hurtigt et tæppe, og Patrik svøb Sofie ind i de to tæpper og bar hende ud. Martinus stod på trappen og kiggede. Han var helt stivnet. Han kunne ikke være i sig selv. Sofie bevægede sig ikke. Hun smilede ikke så sødt, som han elskede. Værst af alt, han havde ikke sagt undskyld til hende.